Endelig blev vi færdige med sprogskolen. Det er jo egentlig ikke fordi, vi har været kede af at gå på sprogskole, men vi glæder os bare så meget til at komme igang med vores arbejde oppe i Mwanza. Vi er faktisk blevet nogenlunde til swahili. Ligesom, hvis man har taget fransk i gymnasiet og skal til Frankrig for at bruge sproget. Så “gode” er vi lige nu. Men pyt, andre har lært at tale swahili og har lært at begå sig, så kan vi også.
Vi har også fået vores datter Kirsten og hendes veninde herned. Lige nu er de gået på internetcafe i byen for at skrive lidt på facebook. Så har vi fået lidt ro til at pakke.
Hele huset ligner en rodebutik lige nu, for vi skal jo have pakket alt ned endnu engang. Det er femte gang og det skal deles lidt op, for vi bliver nødt til at køre til Dar es Salam og være der i 4 – 5 dage, inden vi fortsætter til Mwanza. Så for at vi ikke skal pakke alt ud i Dar, så pakker vi det ned vi behøver i en kuffert og resten i nogle andre.
På vejen til Dar har vi besluttet at besøge en lille nationalpark, som er berømt for deres store frøer, tudser og skildpadder. Der er også et meget flot vandfald. Volontørerne var der i sidste uge og de kunne varmt anbefalet stedet. Vi overnatter så på et hotel i nærheden, og skal så guides rundt i parken. Det bliver spændende.
Det bliver faktisk også ret spændende at skulle køre gennem halvdelen af Tanzania og også for pigerne, som jo skal med hele vejen. De regner forresten med at skulle en tur ud på Zanzibar, mens vi andre er på kursus i Dar. Det kan de jo lige så godt, når vi nu alligevel skal være der. Grunden til, at vi skal være i Dar er, at Soma Biblia holder et kursus, hvor både Poul Erik og jeg, bogvolontørerne, de tanzanske medarbejdere og de andre danske medarbejdere skal deltage. Det kommer til at foregå på både swahili og dansk, så det bliver spændende, hvor meget vi forstår. Vi skal også ud og have lidt praktiske øvelser med salg af bøger.
Bed for os og for vores lange køretur. På halvdelen af turen skal vi forresten lige have en af vagterne fra den danske skole med. Rygtet om at vi skal ud på en lang tur går hurtigt, og der er altid nogen, der har brug for et lift.
Arkiv
Missionærkonference i Tanzania
Hvordan missionerer vi blandt muslimerne? Det var emnet for året missionærekonference i Tanzania, som mange har glædet sig rigtig meget. I år blev den afholdt på Den Danske Skole i Iringa, og det var dejligt for alle at skulle være sammen med både nye og gamle kollegaer. Der var derfor liv og glade dage fra den 16. til den 21 oktober, hvor alle missionærer med hele familien var samlet. Lørdagen var afsat til dels en bibeltime ved Hakon Christensen og dels et foredrag ved Samson Nduwamungu fra Rwanda, som arbejder som missionær i Tanzania blandt muslimer. Han fortalte om muslimernes tro og om, hvordan det er muligt at drive mission blandt muslimer. Et utroligt spændende emne, især, fordi der er så mange muslimer i Tanzania, og fordi vi alle bør være opmærksomme på muligheden for at fortælle netop muslimerne om Jesus. Om aftenen under emnet “arbejdsglimt” kunne vi høre om arbejdet i de forskellige arbejdsgrene. Lørdagen var også præget af, at fire af vores tanzanske kollegaer var med hele dagen, så alt foregik på både dansk og swahili. Ellers glædede vi alle os over et dejligt børnekor, som optrådte ved flere lejligheder, en god arbejdsdrøftelse, en dejlig udflugt, sjov og spas, gode bibeltimer, sæbekassebyggeri for børn og volontører, hygge og spil, vidnesamvær, god mad og masser af lækker kage.
Det er nu ikke fordi vi har oplevet noget særligt
Det er ikke fordi vi har oplevet noget særligt her på det sidste, men lidt sker der jo altid. Lige nu er vi ved at være klar til konference for alle os missionærer fra LM, der er i Tanzania.
Jeg vil lige inden jeg kommer nærmere ind på det, som jeg nu vil fortælle, lige sige, at her i Tanzania har man et udtryk som hedder dawa. Det kalder man alt, hvad man bruger til medicinsk behandling, som hudplejemidler, det traditionelle medicin fra heksedoktoren, de midler man bruger i traditionel behandling af sygdomme, det middel man smører på sig selv for at blive lysere i huden og meget meget mere. Det er altså et begreb som dækker meget bredt og sætter tanzanerne sommetider et ord bagefter, som specificerer den dawa, som de taler om.
Altså her i formiddag fortalte jeg så min lærer, at de andre missionærer var ved at komme til konferencen, og at jeg havde talt med nogle af dem i aftes. Han spurgte interesseret til nogle af missionærerne, for han har jo været lærer for nogen af dem på sprogskolen. Vi kom så til at snakke om, at en af familierne ventede et barn og hvilket nummer i rækken, det så var. Jeg sagde til ham, at det vidste jeg faktisk ikke helt, og at jeg heller ikke kunne finde ud af, hvilket børn der hørte til hvilken familie, for alle børnene lignede hinanden med det lyse hår. Så sagde min lærer, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af.
“Nå, har de allesammen lyst hår, er det fordi de bruger meget dawa?”
Men ellers er det dejligt at møde ens kollegaer, og vi håber, at vi får en rigtig god konference med både socialt og åndeligt fællesskab. Programmet lægger i hvert fald op til at det skal blive en god konference.
Det er forøvrigt dejligt at I læser vores blog.
Vi er blevet spurgt om, hvordan vejret er og hvornår vi rejser til Mwanza. Vejret er lige nu aldeles pragtfuldt. Sol hele dagen med en blid vind, der lige køler en smule. Stadig lidt køligt om natten, så man kan sove. Regnvejret kommer nok snart, men til den tid er vi sikkert rejst. Vi er nemlig færdig med sprogskolen den 29. oktober og vi skal afsted til Dar es Salaam den 30. oktober og så skal vi være der i 4 dage, inden vi så rejser videre til Mawanza, som skal være vores arbejdsplads i de næste 4 år.
Hamna shida
Børn leger med Poul Erik
Vi kender sikkert allesamen udtrykket “hakuna matata” fra Walt Disney filmen “Løvernes konge”. Vi har ladet os fortælle, at det betyder “Ingen grund til bekymringer”, og er et udtryk på swahili, man bruger meget i Kenya.
Her i Tanzania, hedder det ikke “hakuna matata” men derimod “hamna shida”. Det betyder “ingen problemer”, “ingen grund til bekymring”, “det betyder ikke noget”, “ingen årsag”, “skidt med det”, “alt forladt” eller “det skal du ikke tænke på”. Altså et udtryk man bruger rigtig meget.
Når vi kommer hjem og vores hushjælp er ved at vaske gulv, undskylder vi naturligvis, at vi går på gulvet, men hun siger bare “hamna shida” med et stort smil. Vi kan også komme ud for at hun er ked af, at hun ikke har kunnet købe lige det bestemte stykke kød, vi gerne ville have, men så siger vi bare “hamna shida” og smiler til hende og så er alt godt igen.
For os lyder udtrykket næsten som et bandeord, det der shida, har ikke så pæn en klang i vores danske ører, men det må slet ikke opfattes som et bandeord. Det er et udtryk, der rydder en masse problemer af vejen og det bruges i så mange tilfælde, at vi næsten synes det er for let.
Det er det også nogen gange. Tanzanernes forhold til kvalitet er ikke helt som vores. I Danmark har vi råd til at være kræsne, det har man ikke hernede. Hernede er det bare “hamna skida”. Skal der syes en skjorte og man ikke lige har de knapper der passer til i farven, så siger man bare “hamna shida” og så finder man bare nogle andre og syer dem i i stedet for. Vil man hos slagteren gerne købe mørbrad fra koen og slagteren ikke lige har det, så tænker han bare “hamna shida” og så får man noget fra skinken i stedet. Er der et par tomater i den bunke man skal købe, der ikke lige er så pæne, så tænker sælgeren “hamna shida” og putter dem med ned i posen og beklager man sig ikke og betaler det de forlanger, så får man et par stykker med oveni.
For os at se, bliver det nemt lidt sløset det hele, når man har sådan et udtryk, men sådan tror vi slet ikke tanzanerne tænker. De er lykkelige og glade mennesker, der er hurtige til smil og så vidt vi kan se er “hamna shida” udtrykket en problemknuser, der lægger en dæmper på folks stridslyst. Alting foregår i hvert fald i utrolig god ro og orden.
Poul Erik spørger mig, da jeg har læst stykket her for ham, hvilket billede jeg vil have med ind på bloggen og jeg kommer til at svare “hamna shida” så nu får I et billede af nogle kære børn ud fra vores hushjælps hjemby.
Emma og mama
Vi føler os som kæmper!
Et hus lignende Emmas forældres hus
Vores hushjælp, Emma, stammer fra en lille landsby lidt udenfor Iringa, hvor Hehe stammen er dominerende. Folk fra Hehe stammen er ikke voldsom store af vækst, så da vi kom hjem til hendes forældres lille landbrug og gik der inde på gårdspladsen mellem alle de små huse, der omgiver den, følte vi os som kæmper i en miniaturelandsby. Vi er ikke selv større end man normalt er i Danmark, men når man næsten kan se hen over tagene og skal bukke sig for at komme ind af dørene, så føler man sig utrolig stor. Stuen vi blev vist ind i var lille men ganske nydelig, med sider fra danske reklamekataloger på væggene i stedet for tapet. Derimod følte vi os ikke som kæmper, da maden kom. Portionen med ris og brune bønner var enorm, og man undrer sig over, at de små mennesker kan spise så store portioner. Vi kunne i hvert fald ikke spise op.
Det gjorde det jo heller ikke bedre, at vi en time forinden var blevet budt på mad nede på skolen i landsbyen, hvor menuen også stod på ris og bønner, dog suppleret med en lækker kyllingesovs. Vi var nemlig ude i landsbyen sammen med Emma, fordi hendes søster skulle graduere fra primærskolen og skal fortsætte på næste skoletrin, secondary. Søsteren fik diplom for at være den dygtigste og mest velopdragne elev i klassen, så det var Emma meget stolt af. Emma havde spurgt, om hun måtte bage kage hjemme hos os, som hun ville tage med til hendes søster. Det skulle så være en kage magen til en jeg havde lavet ugen inden. Hjemmebagt lagkagebund lagt sammen med kagecreme og jordbærgrød. Emma bagte to. Den ene til brug på skolen og den anden hjem til familien.
På skolen blev kagen skåret i ganske små stykker, og der blev stukket en lille pind ned i hvert stykke. De to dygtigste piger i klassen skulle så, samtidig med at de nejede meget yndefuldt, nærmest made alle lærerne, de øvrighedspersoner, der var kommet udefra og så os, som på en eller anden måde var blevet æresgæster, med kage. Hver gang en person fik et stykke kage, blev der jublet og klappet. Det var alt sammen meget festligt.
I forbindelse med elevernes graduation, blev der også danset, sunget og holdt taler for eleverne og vi blev vist rundt på skolen. Vi blev også spurgt, om vi ville sige noget, så Poul Erik rejste sig op, høflig som han er og holdt sin første ikke forberedte tale på swahili. Alle jublede og morede sig kongeligt. Den ære og det hensyn, der blev vist til os, var overvældende, men vi har fået af vide fra andre, at det kan vi ligesågodt vænne os til, så det vil vi så prøve.
En lille, men dejlig oplevelse var, at der blev bedt bordbøn på skolen, inden vi spiste som, en helt naturlig ting.
