Anne-Mie og Poul Erik Andersen

I morgen flytter vi. Det bliver bare så dejligt at komme ind til en by igen. Vi må nok erkende at livet på landet ikke rigtig er os. Vi har selvfølgelig også talt om, hvor og hvordan vi skal bo, når vi engang kommer tilbage til Danmark igen, og det bliver nok i en større by.

Derfor glæder vi os til bylivet igen. Det er ellers ikke fordi det skorter på dejlige steder herude på Riverside Campsite. Vi kan gå en tur den ene vej. Så kommer vi ned til en lille bro over floden og lidt længere væk ligger en kæmpesten, som man kan sidde på. Der kan man kigge ud over floddalen og høre vandet løbe forbi under en.

Så kan vi gå modsat og det er denne del af floden, der har inspireret mig til dette indlæg. For når man går mod strømmen af floden, kommer man til flere små vandfald med en vældig brusen af vand, der vælter ned over kæmpestore sten, der ligger hulter til bulter mellem hinanden. Det ser ud som Gud har brugt denne del af Tanzania som losseplads for store sten. Faktisk er der så mange store sten heromkring, at man ikke kan lade være med at blive lidt imponeret. De er smidt rundt omkring, som om kæmper har haft slåskamp her på egnen. Og det er vist ikke kun her i Iringa området, at det ser sådan ud. Jeg har hørt rygter om, at der også er sådan nogle stenformationer andre steder i Tanzania. Dem glæder jeg mig meget til at se. 

Poul Erik og jeg har brugt stenene nede ved vandfaldet til at sidde på og nyde solen, øve swahili verber og småfilosofere over Guds fantastiske skaberværk. 

I det Tanzanske sprog swahili er det også flere ord for sten og det kan man jo godt forstå, når de har så mange af dem.

I første Mosebog 1, 9-10 står der: 

Dernæst sagde Gud:

“Lad vandet over himmelhvælvingen samle sig

så det tørre land kan ses!”

Og sådan skete det. 

Det tørre land kaldte han jord, og de 

steder hvor vandet var kaldte han hav;

og Gud glædede sig over sit værk.

Ikke kategoriseret

Når man sådan har været i Tanzania i et par måneder, finder man efterhånden ud af at alting faktisk er ret mærkeligt. Man kører i venstre side af vejen og det er selvfølgeligt meget anderledes, men det mest mærkelige er, at selvom mange trafikanter er frække og overhaler med hovedet under armen, så er man generelt meget hensynsfulde og lukker gerne andre ind i køen.

Det er også meget specielt at se kvinderne gå med spande, krukker og kurve på hovedet. Det er der egentlig heller ikke noget mærkeligt i, for det gør at man har hænderne fri, men det er meget mærkeligt, hvordan de kan holde balancen og gå hen af de meget ujævne veje og stier, med alt det på hovedet. Prøv selv at gå med 20 liter vand på hovedet og vandet begynder at vugge fra side til side. Det tror jeg, man kan blive meget våd af.

Der er mange, der har en cykel her i Tanzania, og det er der ikke noget mærkeligt i, men nogengange spiler man altså øjnene op, når man ser en mand på cykel med et sofastel på bagagebæreren eller halvtreds bakker æg eller en formidabel stor stabel med plastikbaljer og andet køkkengrej eller tre kæmpestore poser kul til salg på markedet. Det er altså fantastisk, at det kan lade sig gøre.

Gaderne inde i byerne er bygget op med store vandkanaler på op til 1/2 meters dybde mellem gaden og fortovet, hvis der ellers er et fortov. Det er selvfølgelig fordi de store vandmasser, der kommer i regntiden skal kunne løbe i de kanaler, men det er meget mærkeligt, at kanalerne bare skal være åbne og ikke med en rist over, for tænk hvis man landede nede i sådan en kanal med det ene ben eller kom til at køre for langt ud i siden af vejen med bilen. Så kommer man i hvert fald ikke videre ved egen kraft.

Noget der også er mærkeligt her i Tanzania er, at om søndagen er kirkerne fulde. Man taler om, at man skal i kirke med stor selvfølgelighed og glæde. I kirken står præsten så og siger, at man skal ikke gå i kirke fordi alle andre går i kirke, men fordi man tror på Jesus. Præsten står ligefrem og skræmmer folk væk fra kirken, tænker man, men det mest mærkelige er, at tilstrømningen til kirken bliver ved med at være lige stor eller måske større. I dag sad vi i hvert fald som sild i en tønde og der er tre gudstjenester i den kirke hver søndag. Det er da mærkeligt eller er det?

Ikke kategoriseret

Vi var virkelig i mindretal. Sådan følte vi det i hvert fald. Fire danskere blandt alle de andre. Alting foregik på engelsk. Selv swahili blev mange gange hørt talt med amerikansk accent.

Men vi var heldige. Et par gange kom der danskere forbi, så kunne vi sidde ved et bord i spisekipandaen og tale dansk med gæster, der bare lige var her den ene aften. En havde arbejde ved ambassaden i Dar es Salaam, en anden var bare på gennemrejse og så var der nogen der havde boet her tidligere og som skulle gense det hele igen. Så var der også lige nogle missionærer fra Iringa, der havde besøg hjemmefra.

Men det bedste af det hele var, da de danske volontører kom forbi. De satte virkelig liv i kludene. De kunne fortælle nyheder hjemmefra, de gjorde grin med os “gamle” og vi med dem og så havde de en helt fantastisk dejlig tilgang til det at lære et sprog. Snak løs, glem dig selv og dine fine fornemmelser og kom i gang. De kunne fortælle om lærere der grinede højlydt, når de havde klassen og om timer, hvor de havde snakket om at “skære” børn i stykker og om at “jambo, mambo” alting og om at sige “sikamoo” til Jan, skyndt han ikke er ret meget ældre end de andre.

Og så var der også lige det med selskabet om aftenen, hvor de unge gerne ville spille både det ene og det andet og om selskabet ved frokosten, ved middagsmaden, ved bålet om aftenen og ikke mindst ved det ugentlige biblestudie. Også den ide med, på rigtig Tanzaniansk vis, at invitere os alle til middag i byen, men vi skal selv betale.

Dejlig med nogle unge kræfter og dejlig at de unge “gider” være sammen med os “gamle”. Det er virkelige en velsignelse.

Skære på swahili hedder kata og kan hurtigt forveksles med ordet taka som betyder vil.

Jambo er en hilsen i stil med vores hej og mambo er en hilsen de unge bruger.

Sikamoo er en hilsen til nogen, der er væsentligt ældre end en selv. Man svarer marahaba tilbage.

Billedet er taget den aften, hvor vores nye tropedoktor Jeff med familie var på besøg.

Ikke kategoriseret