Mission: Forkyndelse og Diakoni
I det internationale missionsarbejde er en af de bærende søjler, at vi ønsker, balance mellem forkyndelse og diakoni. Debatten om forholdet mellem de to er ikke ny, men ser ud til til stadighed at være ”ongoing”. I sommers var pressen optaget af, hvilken rolle mission (læs: formidlingen af det kristne budskab) skal spille i udviklingsarbejde. Senest har Jens Ole Christensen og Danmissions generalsekretær Mogens Kjær i Kristeligt Dagblad debatteret forholdet mellem forkyndelse og diakoni i missionsarbejdet.
Der er forskel på, hvor meget det diakonale arbejde fylder i de forskellige lande, LM arbejder i. Det har formodentlig noget at gøre med de lokale forhold i de enkelte lande. Selv om diakonale projekter kun fylder lidt i nogle arbejdslande, ændrer det ikke ved, at stort set alle LM’s udsendinge, er optaget af at hjælpe vanskeligt stillede mennesker, hvilket i høj grad også er diakoni. Det er nok sådan, at hovedfokus i LM’s missionsarbejde i dag ligger på forkyndelse og undervisning, og at diakoni fylder mindre i det samlede billede. Den (u)balance har vi et ønske om at skubbe til.
Den rette balance
Men hvad er – ikke bare balancen, men den rette balance mellem forkyndelse og diakoni? Jeg har ingen illusion om, at denne balance kan sættes på formel, men det fritager os ikke for at tænke over, hvad vi gør. Meget vestligt missionsarbejde ligner i dag udviklingsarbejde i langt højere grad end tidligere, og forkyndelse og undervisning har trange kår. Jeg er optaget, af at diakoni og forkyndelse skal være to ligeværdige og fuldt integrerede dele af kristnet missionsarbejde. På Mission11 brugte Peter Techow i sidste weekend billedet med et fly, hvor det ikke er muligt at sige, hvilken af vingerne der er den vigtigste. Sådan er det også med forholdet mellem forkyndelse og diakoni både i mit liv som kristen, og i vores fælles missionsarbejde. Begge ”vinger” er lige vigtige.
Jesus, vores forbillede
Jesus helbredte sygdomme, opvakte døde, stillede deres sult og hvis nogen bar tunge byrder, indbød han dem til at komme til ham, for at han kunne give dem hvile. Jesu barmhjertighed mod dem, der led nød, er et forbillede for os. Her har jeg, der lever som kristen i Danmark, og måske befinder mig i den bedre del af middelklassen, en kæmpe udfordring. Hvordan følger jeg Jesu forbillede og lader diakoni blive en lige så vigtig ”flyvinge” som forkyndelsen? Den udfordring skal vi ikke blive for hurtigt færdig med.
men alligevel…
Selv om begge flyvinger på et fly er lige vigtige og selv om diakoni og forkyndelse på samme måde er to uadskillelige og lige vigtige dele af det internationale missionsarbejde, så kom Jesus ikke til jorden med det hovedformål at helbrede mennesker, opvække døde, stille sult osv. Han kom for at frelse det fortabte. Han gav sit eget liv for at sone menneskers synd og dermed redde os for evigheden. Jesu barmhjertighed mod mennesker i nød var ikke hans hovedfokus. At Jesus blev menneske var først og fremmest en redningsaktion for at redde mennesker for evigheden. Men den evighed, som Jesus ønsker at redde os til, er et sted hvor synden, døden og djævelen for evigt er besejret. Den nød og lidelse, som er en del af livet i denne verden, vil ikke findes der. Der, hvor dette Guds rige kommer nær i denne verden, bliver barmhjertighed mod mennesker i nød en konkret virkelighed. Det skete, da Jesus gik fysisk på jorden og det sker i dag, hvor hans menighed er til stede, og hvor den rækker ud til andre i mission, men det bliver aldrig hovedsagen.
Pege hen på Jesus
Det skal aldrig – aldrig – blive en undskyldning for ikke at hjælpe mennesker i nød. Specielt i det personlige kristenliv må denne barmhjertige livsstil være et kendetegn og en afglans af det Guds rige, som vi er kommet til at tilhøre allerede i denne verden. I det internationale missionsarbejde kan billedet se lidt anderledes ud. Her er der mange ikke-kristne organisationer og også flere missionsorganisationer, der i dag i stor stil er optaget af udviklingsarbejde og nødhjælp, og hvor forkyndende og evangeliserende arbejde enten ikke er til stede eller kun fylder lidt. Derfor er den balance vi skal stræbe efter ikke en situation, hvor diakoni og forkyndende arbejde fylder lige meget målt enten økonomisk eller i antal af udsendinge. Vi skal være optaget af det, som er vores særkende som Jesu efterfølgere – det, som ingen andre kan gøre. At pege hen på Jesus som verdens frelser for at mennesker kan blive reddet fra den største nød og lidelse, der kan overgå et menneske – evig fortabelse. Det skal vi gøre samtidig med at Gudsrigets barmhjertighed bliver virkeliggjort i vores liv.
