Pa flugt fra elefanter
Mago park er en national park, der ligger en times kørsel i et hullet hjulespor fra Jinka. Efter mange år med krypskytteri, er bestaden i Mago park ikke hvad den har været. Der er dog stadig små bestande af løver, bøfler, antiloper og elefanter. Denne park havde vi sammen med Birgitte (Jordmoder på Jinka hospital) og to norske lærere besluttet os for at tage ud at se, selvom chance for at se løver, elefanter og andre store dyr ikke er særlig stor. Efter lørdagens undervisning tog vi så afsted med masser af vand, telte og soveposer i landcruiseren. Planen var at vi efter vi ankom, havde slået teltene op og fået en nats søvn skulle afsted ud og se nogle dyr. Det gik efter planen, og kl. 6.30 næste morgen tog vi med Ullúlu vores lokale guide iklædt kamuflagetøj og et gæver der var dobbelt så gammelt som mig, afsted på safari. Vi havde natten i forvejen hørt elefanter og Ulúlu mente der var gode chancer for at se dem i dag. Vi gik i fodsporene på Ulúllu der gik efter lugt, lyde og lort fra elefanterne. Og efter en time var vi i en tæt bevokset skov på jagt efter et glimt af en elefant. Vi var ved at være tæt på dem. Men pludselig var det ikke kun elefanter foran os, men vi kunne også høre nogle komme gående imod os. Jeg kiggede efter vores guide Ulúlleu, men han var allerede stukket af. På 4 meters afstand så vi et hurtigt glimt af to store, grå elefanter. Men idet Ulúllå, manden med gæveret, var løbet, tænkte vi at det var på tide at komme afsted. Vi kom hurtigt væk i den tætte skov. Længere inde i skoven og i sikkerhed fandt Ulúllo der fortalte os om hvor farlige elefanter var; “hvis de ser mennesker tramper de på dem.” sagde han. Heldigt det kun var os der så dem og ikke omvendt. Efter for anden gang at havde løbet for livet væk fra elefanter i skoven, besluttede vi at gå tilbage til lejren.
Det første jeg tænkte da vi kom tilbage til teltene, var at de flinke guider havde slået dem ned. Virkeligheden var en anden. En gruppe aber havde knækket næsten alle teltstængerne på det lånte telt, enten for at prøve at hjælpe os med at få det ned eller fordi vi ikke havde noget mad liggende til dem. Men vi pakkede de ødelagte telte sammen, sagde farvel til Ulúllou, og kørte så tilbage til kompounden, efter en spændende formiddag.
